Navn
Specialafdeling Toftegård
Beliggenhed
Specialcenter Vest afdeling Toftegård befinder sig på Toftegårdsskolen i Jerslev. Toftegårdsskolen er en kommunal folkeskole med ca. 180 elever fordelt på 0-9. klasse.
På Toftegårdsskolen er kommunens Erhvervsklasser også placeret.
Adresse
Sdr. Ringgade 79, 9740 Jerslev J
Målgruppe
Elever med varige massive kognitive, psykiske og/eller fysiske funktionsnedsættelser, der medfører et varigt indgribende behov for støtte. Den enkelte elevs læringsbehov er så massiv, at de ikke kan understøttes gennem specialpædagogisk bistand på egen skole – fx via mellemformer.
Lokaler og udearealer
Specialklasserne på Toftegårdsskolen er inddelt i indskoling (rum 1+2), mellemtrin (rum 3+4) og udskoling (rum 5), hvor indskoling og mellemtrin har egen indgang, garderobe og toiletter. Udskolingsgruppen i specialafdelingen holder til på en gang blandt udskolingsklasser i almenområdet.
Der er fælles legeområder med eleverne fra almenområdet. Ved behov kan specialafdelingen benytte sig af et mindre legeområde som er mere afskærmet og kun bruges af eleverne fra specialafdelingen.
Inddeling
Eleverne er inddelt i indskoling, mellemtrin og udskoling. På hver årgang opdeles eleverne efter deres aktuelle læringsbehov, behov for voksenkontakt og støtte i forhold til læring og trivsel. Der arbejdes forskelligt med indretning som kan bestå af individuelle arbejdspladser, klasseundervisning mv. afhængig af det enkeltes barns læringsbehov. Der er altid mulighed for afskærmning i kortere eller længere perioder.
Personale
Personalegruppen består af lærere og pædagoger
Pædagogik og metode
I dagligdagen er undervisningen ryddet for alle unødvendige stimuli og eleverne har en visuel guidning både i form af billeder og tidsanvisning. Eleverne har ligeledes klare mål for, hvad der forventes af dem samt en plan for, hvordan målet indfries. Der arbejdes med enkelte grundmaterialer, hvor eleverne arbejder sammen enten i mindre grupper eller på klassen. Dette suppleres med individuelle materialer og individuel støtteundervisning i det enkelte fag.
I praksis betyder det, at der arbejdes med mange gentagelser, hvilket differentieres i materiale, læringsstil, tid og niveau – dermed er der i læringsrummet en høj grad af undervisnings- og materialedifferentiering. Skoledagen er opbygget, så eleverne de fleste dage følger samme kendte mønster. I det omfang eleverne profiterer af det, integreres de i nogen grad i almenskolen, som der samarbejdes med, så eleverne har mulighed for at spejle sig i børn uden samme type af udfordringer.
I specialklasserne på Toftegård er vi optaget af at imødekomme elevens læringsbehov og ikke nødvendigvis af elevens diagnose. Dette afspejles også i diversiteten i elevgruppen.
Ligeledes forholder vi os kontinuerligt til elevens deltagelsesmuligheder i fællesskaber, som de fagligt og social kan profitere af at indgå i. Det kan være deltagelse i legerelationer til større børnegrupper eller fag i almenskolen.